Forestil dig det her scenarie: Du har sparet op til at gå på pension efter et langt, relativt tilfredsstillende arbejdsliv. Den unge bankrådgiver kigger på dine tal, smiler og konstaterer så uden ret meget empati:
"Ja, det ser helt pænt ud. Med dit nuværende forbrug kan du opretholde din nuværende levestandard til du bliver 74. Hvis du regner med at leve længere skal du nedjustere dine behov. Eller også skal vi bare sende dig en lille pille på din 74 års fødselsdag, så du kan stille træskoene dagen efter?"
Absurd tilbud?
Ja.
Men det er også absurd, at vi skal kunne beregne os frem til hvem der er mest slidte.
(forestil dig, så at vi har indtalt hele artiklen her til dig på video - armen, sikke da en luksus).
Det lange liv har alle dage været et succeskriterie for en velfærdsstat. Og det er åbenbart kommet som et chok, atdet lange livikke det samme somdet gode liv.
Produktivitetsparadigmet har ikke en interesse i, at du bliver ved med at futte rundt og lægge samfundet til last. "Tag 2-3 år på pension og krads så venligst af".
Men har du egentlig tænkt dig at finde dig i det?
Nationalsstaternes indtægter er i gang med at blive opslugt af medicinsk sygeforsikring og pension til de ældre. I Japan vil næsten halvdelen af befolkningen snart være over 60 - det aldrende samfund er en trend, der også er en hård trend - et vilkår - mange steder i verden - også i Skandinavien.
Og ja, det skaber et stort marked for pleje, selvhjælpsprodukter og robot-babysæler, men tiden er også mere end moden til radikale ændringer for os der er yngre - for aldersgruppen 0-55 år.
Børn født i dag har en estimeret levealder på mellem 80 og 120 år.
De kommer ikke til at gå på pension når de fylder 65 - endsige 70.
Pensionsbegrebet er for mange - især de unge - blevet håbløst begrænsende. Det er et industrisamfundsbegreb, der fra starten var tænkt som en lille gave til de få der levede længe, og som en buffer til at hive arbejdskraft ind og ud af arbejdsmarkedet.
Der er intet naturgivent i pensionen.
Pensionen har aldrig være tænkt som en faldlem, der åbner sig i gulvet, som du kan falde i for aldrig at blive set igen, når du når en bestemt alder. Den er tænkt som enten en slags bonusordning, en forsikring til ægtefællen og - allermest interessant for os i dag: en buffer man kan trække arbejdskraft ind og ud af. Lige som at have udskiftere på bænken til en fodboldkamp.
Pensionen i den form som vi kender den i dag har ca 100 år på bagen - dvs. 3 generationer. Og nu hvor verden er på vej ind i en ny form for produktivitet, hvor gammel ikke længere behøves betyde udtjent, og tid og muskelstyrke ikke er afgørende, for den værdi man kan skabe, er det virkelig vigtigt med store fornyende reformer af pensionssystemet:
Må vi foreslå at vi omlægge pensionsystemet til et pausesystem, så vi kan holde pauser løbende gennem tilværelsen og ikke bare til sidst.
Pauser til til at lære nye ting.
Pauser til at være sammen med dem vi elsker.
Pauser til at være noget i det lokale, og til at komme på forkant med alt det vi ved rammer os, hvis vi bare stresser løs i hamsterhjulet.
Til gengæld kommer vi til at arbejde til vi dør (hvis vi kan og vil).
Det kræver et nyt, forpligtende fællesskab, der både må forvente at vi gør vores bedste, men også at arbejde ikke må være det eneste saliggørende i tilværelsen.
Og det kræver noget forestillingsevne!
Når man spørger folk "hvordan ser fremtidens ældre ud", så får man halvdelen af gangene det her:
Heteroseksuelt, hvidt ægtepar, der sidder på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.
Hvis det er drømmen, så lad os i det mindste gi' dem det her:
Så altså .. pensionen er et relativt nyt fænomen, men folk tror at den har eksisteret for ever og at det nærmest er en menneskerettighed (og med folk mener vi de fleste politikere og +55årige).
Så lad os gå i flæsket på pensionen.
Pensionen skabte alderdommen - ikke omvendt
Du bliver ikke nødvendigvis udtjent af at blive ældre. Jo, hvis du er polsk kulminearbejder, så gør du. Og en dansk slagterimedarbejder kan også være rigtig træt og slidt i kroppen. Ligesom en pædagog kan klatre for meget i træer, en bademester kan slå halebenet for mange gange og en foredragsholder kan miste stemmen.
Og totalt fair, hvis man som pensionsklar lægesekretær aldrig nogensinde mere vil tage en telefon, og for evigt ønsker at skifte andre menneskers vorter ud med havens roser.
Men for rigtig, rigtig mange andre betyder alderdom ikke at batterierne har mistet evnen til at blive genopladet.
Tværtimod kan forestillingen om at blive på arbejdsmarkedet for mange være drømmen - men selvfølgeligt under andre, friere og mere værdiskabende vilkår.
Læg til det, at fremtidens ældre ikke vil være bange for, at der ikke er nok (som deres bedsteforældre), eller for ikke at have levet (som deres forældre) - de vil være bange for ikke at have gjort en forskel.
At alle de timer, alt det slid, alle de møder og rapporter, ikke kan ses noget sted i virkeligheden.
Et alderdomsoprør lurer lige om hjørnet - et oprør, der kan gå hen og gøre den sidste fase i livet til den fedeste overhovedet.
Tænk det således: Det er ikke fordi, du bliver gammel at du skal på pension - det er faktisk omvendt: Du går på pension. Og så bli’r du gammel.
Det har altid været naturligt for mennesket at være i vigør. At være en værdifuld del af et fællesskab har altid være et must.
Så gamle, det bliver vi ja - men alderdommen, det er noget vi selv har fundet på.
Eller rettere: Pensionen skabte alderdommen.
Industrisamfundet skabte overflod.
Og dermed rum til at nogle kunne gøres overflødige.
Industrisamfundet og pensionen skabte en ny måde at indrette tilværelsen på, der passede til den tids udfordringer.
Men tiderne skifter.
Blandt hulemennesker var der ingen pensionister
Det har aldrig tidligere i menneskets historie været normalt at stoppe med at arbejde fra den ene dag til den anden. Hvis man var i live, så lavede man noget. Og hvis man holdt op med at lave noget, var det fordi man var død.
De trætte, syge eller nedslidte blev langsomt udfaset fra det fysiske arbejde, og overgik til stillesiddende håndarbejde, historiefortælling eller - hvis man var klog - træning af de næste generationer.
Frygten for den langsomme død var reel.
Og var man ikke ved muffen, måtte man i stedet føde mange børn, og håbe at en af dem (ofte en af døtrene) kunne tage sig af en. Eneste alternativer var enten den usle model - langsom, ensom og smertefuld - eller den værdige, hvor man f.eks. i Grønland gik tilbage til “mor”: ud på isen eller i havet.
I de mange tusind år før velfærdssamfundet opstod krævede det en vis robusthed at være i live.
I dag tror vi, at det lange liv - at man kan leve til man bliver 100 er noget helt nyt - men det er det ikke.
Lidt kækt kan man sige, at hvis man var god til at overleve, så levede man. Hvis man kunne komme igennem de første 15-20 år af sit liv uden at blive syg, få en sten i hovedet, eller komme op at slås, så var sandsynligheden for at leve længe meget stor - dvs. 80-90 år.
Mænd har siden tidernes morgen været fremsynede nok til at hylde den gamle gubbe som vis - tænk Gud, som den langskæggede, hvide guy in the sky eller græske filosoffer. Mænd har været smarte nok til at indrette de sociale strukturer så autoritet og magt naturligt fulgte med alderen.
Yearh, right ... filosofman var også fitnessman ..
Gamle kvinder derimod er generelt blevet set som nogle ufrugtbare indtørrede hekse, der allernådigst kunne leve i deres heksehytte i skoven.
Den dag i dag er vi slemme til at se en mand, der får børn i en sen alder som en værre frækkebasse, mens en ditto kvinde er lidt klammoella.
Mennesket er en uhyre robust art. Vi kan klare temperaturudsving fra -50 til +50, lære at holde vejret under vandet i mange minutter og leve i højdernes tynde luftlag. Køer kan kun spise græs og en hund risikerer at falde død om hvis den spiser en avocado. Mennesker derimod kan overleve på rotteføde, papkassepizza, pølsehorn og muggen ost. Hvor en gazelle bare gi’r op, når den bliver fanget, bliver mennesket ved med at kæmpe.
Vi er ikke for ingenting børn af tordenguden Thor, der til jætternes skræk, tvang ælde i knæ.
eller måske var det de lange titties, der gjorde ham bange ...
Pensionen var engang en rigtig god idé
Det aldrende samfund er i dag en kæmpe udfordring. Et vilkår vi ser komme, men som vi endnu ikke har fået virkeligt greb om.
En af de største bekymringer er, at velfærdssamfundet er ved at bryde sammen og at vi polariseres, i de rige og raske på den ene side og de syge og fattige på den anden.
Men at der er stor forskel på rige og fattige er heller ikke noget nyt - vi har bare aldrig virkeligt formået at finde en løsning.
Hvad der er nyt - virkelig nyt - er, at flertallet nu føler sig forpligtedt til at sikre de ældre en vis livskvalitet - og det bliver dyrt.
Fra middelalderen frem til velfærdssamfundets opståen væltede de ensomme gamle rundt i gaderne.
Syge, ensomme og forhutlede. De måtte tigge og stjæle for at overleve. Socialt orienterede politikere etablerede tugthuse og fattiggårde, hvor beboerne lå i lag, huggede sten og spiste grød.
Folks forventninger til tilværelsen var lave - hvilket er den nemmeste måde at levere kvalitet på: imødekomme lave forventninger.
Så er der mad - Ældre mænd uden familier spiser og arbejder i tugthuse
Lige en indskudt bemærkning: Vi ved godt det er pisprovokerende at sige, men det er sandt: nutidens plejehjem er en forlængelse at tughthuse og fattiggårde. Nu bare med sødere personale, bedre behandling og gulvvarme.
Plejehjem er bygget på et fundament, der handler om "opbevaring" - ikke på trivsel og livsglæde. Det samme gælder i øvrigt børnehaver og dagsinstitutioner. Den eneste grund til at det blevet nogenlunde ok steder at være skyldes insisterende ildsjæle og varmhjertede, planetære tænkere, der har insisteret på at skabe værdi indenfor de rammer.
Ku man engang blive anholdt for at gå på gaden og være gammel? Ja, det ku' man. Og så røg man på "Union Workhouse".
Læg mærke til at der på skiltet på tegningen herunder står "Factory warehouse - workmen wanted - men over 40 need not apply".
Teksten lyder: Old workman: What's this for? Where are you pushing me?
Official: Why to the workhouse, o' course, because your old.
Og når du alligevel snart skal dø ...
Ka du jo ligeså godt sove i en kiste...
Kvinderne havde det en lille smule bedre, som man nok kan se (not):
Kontrasten til i dag er som en lagkage med ekstra creme lige i fjæset.
Prøv at søg på "old people" eller "seniors" på nettet, så ser 98% af billederne sådan her ud:
Gamle heteroseksuelle, hvide mennesker nyder livet. Mens de spiser hvidt franskbrød. Og tæller deres pensionspenge. Wiiiih.
Eller helt ovre i den anden grøft ...
Ensom elendighed, hvor der ikke er råd til noget. Og børnene aldrig kommer på besøg. Og vores hyggelig nabolag er blevet en ghetto.
Eller mere bænk:
Solnedgang. Et glas rødvin. Nam nam. Og så et spark ud over kanten ...
Vi mangler virkelig nye billeder af ældre - hvor drømmen ikke er komfort, hygge, rødvin, golf, rejser, afslapning eller sidde i venteposition på døden.
Billeder, hvor vi ser ældre som det de er: mennesker lige som alle os andre. For vi har sågu intet til fælles med de andre på 70, bare fordi vi er blevet 70.
Personligt tror vi, at rigtig mange har meget til fælles med Yves Chouinard, CEO for Patagonia. Uanset alder. Det er ham, der i 2022 donerede sin virkomshed til Moder Natur, fordi han ikke stoler på kapitalfonde, og hele sit liv har elsket naturen og troet på at bæredygtighed er vejen frem.
Mer' af det tak!
Det nye er ikke at vi lever længere. Det nye er at folks forventninger til alderdommen er meget, meget høje.
Og det kaldes med rette en bombe under velfærdssystemet:
overvægt af ældre,
der går på pension og dermed forlader produktivitetsmøllen,
og som har høje forventninger til livet, både for sig selv og for andre.
Man behøves ikke være fremtidsforsker for at se, at vi rammer bunden.
At skrue lidt på pensionsalderen svarer til at sætte farten en lille smule ned. Man ku' kalde det latterligt visionsløst, men det har du ikke set os skrive.
Kan det gøres smartere og bedre?
Ja, det kan det. Vi skal lave vores egne løsninger, der passer til den tid vi lever i - i stedet for at kopiere fortidens (og dermed også holde op med at vente på at nogen fylder blæk i printeren).
Hvorfor er pensionsalderen 65?
Hvis du er som folk er flest, så er der en del af dig, der tror at jo ældre du bliver, jo mere afslappet, roligt og hyggeligt skal livet være.
Man kan jo ikke klare så meget, og dit liv har været hårdt eller kedeligt, så de sidste år skal nydes, ikke?
I så fald skal du vide, at det er pensionen, politikeren og sundhedssektoren der har opfundet alderdommen - hvis vi forstår alderdom som den fase i live, hvor du skal trække dig bort fra samfundet, og nyde dit velfortjente otium med en cerut en kryds-og-tværs og en plaid over benene.
Der er blevet arbejdet hårdt fra toppen af samfundet, for at overbevise dig om at dit otium - det er noget du har FORTJENT!
Hvorfor er pensionsalderen 65?
Ligger der saglige, biologisk orienterede analyser til grund for dette tal?
Stod det på Moses tavler, da han kom ned fra bjerget?
Er det indskrevet i vores DNA?
Næh. Pensionsalderen er 65, fordi Bismarck i 1887 syntes det var et godt tal.
Bismarck havde behov for en løsning, der kunne dæmme op for marxisternes fremmach, og pensionen kunne han sagtens indføre for penicilinen var ikke opfundet endnu. Under datidens usunde urbane forhold var det de færreste, der overlevede så længe.
Men pension som 65årig lød godt.
I takt med at fabrikkerne og byerne overtog landarbejdet i økonomisk betydning var de nye ledere meget skeptiske overfor om ældre mennesker kunne tilpasse sig den nye måde at arbejde på.
Der var en udtalt aversion i det nye dynamiske industrisamfund mod de gamle.
Og ud af denne aversion fødtes en hel skole af sundheds- og samfunds-ideologer, der søgte at finde beviser for at når man var over 60, var man uduelig, ubrugelig og havde mistet al “mental elasticitet”.
Og hvis man søger, så finder man som bekendt.
Hvis bare de gamle kunne fatte, at de skulle smutte hjem og fise den af, ville alt være så meget nemmere, hurtigere og dejligt industrielt, lød det fra den ny elite.
Men det ville den ældste del af arbejdsstyrken ikke.
Menneskeheden egner sig ikke til lediggang.
Og nu havde man lige vænnet sig til “at gå på arbejde”.
Det tog mange år at opdrage, omskole og overbevise det arbejdende folk til at tro, at med stigende alder følger faldende produktivitet.
Som kuriosum kan nævnes, at slaverne i 1800tallets USA ikke - ifølge analyserne - udviste det samme produktivitetsfald. Her kunne man arbejde hårdt og længe uanset mængden af grå hår, så længe man ikke blev syg eller såret. Hvorfor? Fordi der var en naturlig, kapitalistisk interesse i at udnytte en slaves arbejdskraft så længe som muligt. Slaver kunne betale sig.
På samme måde har det også kunne betale sig at få gamle mennesker til at forlade arbejdsmarkedet, men de gik ikke af egen fri vilje.
De skulle hjernevaskes med gammelhed.
Og så skete skaden - folk begyndte at tro på det; at gammel er det samme som svag og langsom. Og når mange nok tror på det, bliver det en selvopfyldende profeti.
Kalder en lærer sine elever for dumme, stiger sandsynligheden for at de bliver det.
Og behandler vi ældre mennesker som affældige, som det er lidt synd for, er det markant nemmere for dem, at se sig selv som gamle og trætte.
Interessant nok er det fagforeningerne, politikerne og visse medlemsorganisationer der gør mest ud af at udstille mange ældre som svage - mens vi som almindelige mennesker beundrermarathonløberen på 92, der overhaler sine medsøstre ellerkite-surferen på 88, der døde på stranden omgivet af sine meget yngre venner her i Dragør, hvor Anne bor.
Sandheden er, at ældre mennesker er lige så mangfoldige som alle mulige andre.
Man får ikke lige pludseligt en hel masse tilfælles med de andre på 65 bare fordi man fylder 65.
Man kan være slidt ned, når man er 22. Og man kan være bjergbestiger som 78årig.
Athjælpe borgerne med at investere i deres eget lange liv og forebygge lidelser er en samfundsopgave, der skal investeres i fra vi bliver født, sundhedsvæsnet skal belønnes for at holde os raske og meget mere skal ske i fællesskaber, fordi de færreste har disciplinen til at modstå fristelser eller hive sig selv op af de sorte huller, vi alle møder gennem tilværelsen.
Tiderne skifter.
Det har de altid gjort.
Og selvfølgeligt skal økonomien og institutionerne følge med. Først og fremmest ved at holde op med at putte folk i kasser og se alting gennem statistikbriller, og i stedet sætte det enkelte, levende menneske i centrum.
For det er herfra fremtidens løsninger skal bygges op.
Alderdom, ryst i dine bukser: Fra pension til pauser
Det indlysende ville være at ændre pensionen til et pausesystem. I stedet for at holde den store pause til sidst, kan du dosere dine pauser livet igennem. Du sparrer selv op men får også støtte af dine kollegaer og af det offentlige.
Dit pensionsselskab hjælper dig til at forudse livets op og nedture, højdepunkter og udfordringer.
Du kan holde et par år fri, når du får små børn, før livskrisen rammer eller i god tid før dit job bliver automatiseret. I
perioder knokler du med stor intensitet, og i andre har du tid til at læse, sove, lege og træne.
Hvem passer så mit arbejde mens jeg er væk, tænker du så? Ja, enten er jobbet der ikke, fordi en robot har overtaget det, eller også er du blevet træt af det, eller også gør dine kollegaer det - og så glæder de sig til du kommer tilbage, fyldt med ny energi og nye egenskaber.
Præmissen er selvfølgeligt at fastholdende, ufleksibelt arbejde i industrien, på fabrikken eller kontoret ikke længere findes, og at vi alle bliver “dømt til frihed”.
Hvad enten vi er slagterimedarbejdere, HK’er, bankrådgivere, djøffer eller lastbilschauffører. Tryghed i ansættelsen kommer i stedet udfra din dygtighed: din evne til at lære nyt, arbejde sammen med andre og skabe værdi, der kan måles og opleves. Ikke udfra hvor mange timer du kan trykke på en knap eller hvor store doser kedelige powerpoint præsentationer, du kan udholde.
Jeg kan sagtens forestille mig, at vores børn, når arbejdsmarkedet er blevet deres, har en arbejdsuge, hvor de er intentsivt på 3-4 dage om ugen, nogle dage 2 timer, andre dage 11, og når de tænker på deres forældre, der som robotter kørte afsted på samme tidspunkt og hjem på samme tidspunkt, så vil de grine og synes det var utrolig mærkeligt.
"Tænk at I gjorde alting på samme tid: kørte på arbejde, sov, spiste, så nyheder og holdt ferie". "Og det var normalt, man kun havde én chef, én uddannelse og én primær indtægskilde? Det må da ha' føltes enormt usikkert?"
Radikalt ændret indstilling til alderdommen, til arbejdsliv, værdiskabelse og produktivitet. Dermed kan vi skabe et arbejdsmarked som vi ikke bare “kan holde ud at være på”, men som vi kan elske i medgang og modgang. Hvor det ikke bare handler om at "få en job" og "en plads i samfundet", men om atskabe sit jobog en tilværelse, hvor vi harbrug for hinanden.
(Og når der ikke er brug for dig, så går du selvfølgeligt på pension i et par år).
Mange trends i tiden understøtter at vi går “fra pension til pauser”:
Vi får et alderdomsoprør.68erne er på vej på pension. Blev de helt færdige med det ungdomsoprør eller mon de går i gang igen? Nu forældreløse og med penge, magt, og meget mere ren røv at trutte i.
Vi fik smag for den forbudte corona-hjemmearbejdsfrugt. Og vi døde ikke af den. Men vi fandt ud af at man faktisk godt kan arbejde fra en bænk på havnen. Faktisk var vi alle sammen på pause-pension i 18 måneder.
Træt, træt, træt- arbejdstyrken kan snart ikke mere, og orker ikke flere ledeløse organisationsændringer og visionsløse chefer. De trænger SÅ meget til nogle pauser.
Dem der tager en pause på arbejdet, får de onde øjne. Men i sportens verden har man erkendt at restitution er lige så vigtigt som selve træningen.
Tid og produktivitet hænger ikke sammen mere.Vi har set undersøgelser, der peger på at når man er over 40, så skal man faktisk helst kun arbejde 3 dage om ugen - flere arbejdsdage bliver man bare sur af.
Dele-økonomi.Vi kan gå op i livskvalitet og ned i levefod, dvs. leve lige så godt eller bedre, hvis vi gør det sammen med andre. Vi er på vej ind i en fremtid med nye forpligtende fællesskaber.
Dit hus vil kunne tjene penge til dig, f.eks. ved at lagre energi, og bilen har du på abonnement. Vi går fra faste udgifter til variable indtægter og er dermed langt mindre afhængige af lønchecken.
Trump og Putin slår de 2 sidste søm i tromlemandens ligkiste.Der står meget lidt respekt om den ledelsestype, og det kunne trække Bruce Willis-syndromet med sig (når katastrofen rammer, så sæt dig ned og vent på at stærk mand i wifebeater-undertrøje kommer og redder dig). Vi tror ikke rigtig længere opå, at Den Store Ledermor/far kommer og fikser alting. Måske får vi en mere stoisk eller pragmatisk gør-det-selv-indstilling? Man kan jo altid flytte ud i en skov og leve af naturen ….
Peer-2-peer forsikringer vinder frem.Vi forsikrer os sammen med dem vi kender, fordi vi ikke har tillid til de store, upersonlige brands. At lave mindre sampensioner ligger lige til højrebenet. Dine venner bliver din familie, som du hjælper og får hjælp fra hele livet.
Ingen drømmer om at komme på plejehjem.Vi vil bo som vi vil og rykke direkte på hospice, på ollebollekolle, eller i demens-landsby. Der vil blive flere private og halv-offentlige tiltag - fra lækre, hotelagtige luksusfaciliteter til mere tilgængelige, billige hippie-kolonihave-kvarterer. Linoleumsbeklædt standard vil ingen ha’.
Originalitet vinder over standard:Vi har aldrig i historien haft så god mulighed for selv at strikke løsninger sammen. Godt hjulpet af data og IT. Før var det toppen af poppen, der bestemte, forhandlede og designede meget ensartede pensionsprodukter. Men fremtiden tilhører dem, der kan levere gode skræddersyede løsninger i samspil med den enkelte og fællesskaberne - uanset om kunden er rig eller fattig.
Der er penge i det.Helen Kobækhar f.eks. regnet ud, hvor god en forretning, det er for samfundet, hvis pensionen var noget man fik, når man blev født.
Summa summarum: Alderdommen kan godt forberede sig på, at få et ordentlig los i sine runkne boller!
Det mennesket siden tidernes morgen har frygtet mest er ikke at blive gammel.
Ej heller ikke at have et arbejde.
Det er at ingen har brug for én.
Det er det, der er den allervigtigste opgave vi har lige nu: at skabe et samfund, hvor vi har brug for hinanden. Fra vugge til krukke - uanset slitage, alder eller indkomstniveau.
Og det kan lade sig gøre. Hvis vi er villige til at tænke nyt.
Sammen.
Alderdommen i overblik: Fra vugge til krukke og fra tidernes morgen til i dag
Tidernes morgen: Arbejd eller dø
Hvis du er levende, arbejder du. Du udfases langsomt til enten hyggeonkel eller hyggetante så længe du har noget at byde på. Ellers bedes du bevæge dig ud på indlandsisen.
Oldtiden: Du må godt blive gammel, bare du er en mand
Hvis du overlever de første 15-20 år af dit liv kan du sagtens leve til du bliver 70-80 år gammel. Mændene opfinder rollemodeller i guderne, og sætter høj alder lig med visdom. Gamle kvinder er hekse - ufrugtbare, farlige eller utilregnelige.
Middelalderen: Fattighjælp fra kirker, sogne eller militæret
Hvis ikke du har en familie, der kan li’ dig, kan du melde dig ind i kirken eller militæret som til gengæld for din krop, sjæl og tid giver dig mad, husly og en lille “livslang løn”.
Oplysningstiden: Polariseringen som begreb opstår
Nye tanker om værdighed og velfærd kommer dig til gode. Fordi eliten får blik for dine trange kår, opstår tanken om polarisering. Nu er “tingenes urgamle tilstand”, noget du kan gøre noget ved. Du behøves ikke blot blindt acceptere din skæbne. Så nu er du ikke bare gammel og fattig. Nu har du også dårlig samvittighed og føler dig dårlig behandlet.
1880erne: Pensionen opfindes
Otto Von Bismarck, Kansler af Tyskland, har et problem. Marxisterne er ved at tage magten. Som modvægt postulerer Bismarck, at han vil betale pension til alle ikke-arbejdende mænd. Det kan han sagtens, for så længe lever du ikke, men det lyder godt. 65 bliver standard-pensionsalder i mange lande herefter. Uden anden begrundelse end Otto syntes, at det er et godt tal.
Industrialiseringen: Alderdom bliver en sygdom
Industrisamfundet tager fart. Folk flytter fra land til by. Du skranter, for du bor tæt og småt i byen udsat for andres snot og pøller. Alderdom begynder at føre sygdom med sig, og som årene går, bliver alderdom og sygdom mere og mere sidestillet. Ungdommen er friske fisk. Alderdommen er gamle bananer. At arbejde er ungdom. Ikke at arbejde er døden.
1905: Sundhedsvæsnet vil af med de gamle
William Osler, medstifter af John Hopkins Hospitalet (en af giganterne i amerikansk medicin) deklarer at alle mænd over 60 bør gå på pension, fordi de på det tidspunkt har mistet al “mental elasticitet”. Eleanor Roosevelt kører kampagner, der skal overbevise dig om glæden ved at trække sig fra arbejdsmarkedet og give plads til yngre, stærke kræfter.
1906: Økonomisk management og produktivitets-teori kører dig ud på sidesporet
Økonomer i England og USA slår fast at den højeste produktivitet vil opnås, hvis man starter med at arbejde som 15årig og slutter som 65årig. DJØF-bussen er startet.
1910: Livet bliver længere
Medicinske landvindinger. Din levealder stiger. Patient-begrebet vinder frem (patient betyder som bekendt "tålmodig". Altså den pænt idiotiske idé om at når du bliver syg, så skal du vente. Eller ligge stille. Eller sidde stille. Og vente "patiently" på at lægen får tid til at se dig. I venteværelset.
1915: Farvel til det tætte familieliv
Bilen og industrien bryder de traditionelle familiemønstre. Du rejser mere og længere og ansvarsfølelsen for at tage sig af dine egne falder.
1920: Ungdommelig skørlevned er vejen frem. Gammel er kedeligt
De brølende tyvere. Ungdommen løsriver sig. Fester, livsglæde og forbrugerisme vinder frem.
Forbrug og især overforbrug (fråds) har i menneskehedens historie altid været noget skidt. Vi er jo fattige og skal hele tiden knokle for det vi har. Sygdom og forbrug er i familie med hinanden. Tuberkulose hedder f.eks. consumption på engelsk og svindsot på dansk.
Går vi længere tilbage kunne du godt blive anholdt på gaden for at flashe et dyrt, importeret silketørklæde. Men de nye fremskridt gør langsomt forbrug til et plus-ord. Dem der forbruger lever.
Dem der lever over evne, lever godt og signalerer, at de er fremtidsoptimister, der er villige til at bruge deres tid i den store maskine.
Man skal forbruge og skabe - hvis ikke bliver man selv forbrugt. Hvor sparsommelighed før har været en dyd, begynder ødselhed at signalere tro på egne evner og frihed fra evige bekymringer, som ellers altid har været en del af tilværelsen.
1929: Depression - Kan du følge med, når industrien træder på speederen?
Depression i Europa og USA. Bankkrise og industristop. Din opsparing er væk. 50 mio amerikanere er fattige og arbejdsløse. Håbløsheden breder sig. De jobs, der er, går til de unge. Du melder dig ind i en fagforening, selvom det er pissefarligt.
1933 New Deal. Du får den første statspension eller livrente
Roosevelt gennemfører store reformer med hjælp til de blinde, familier med mange børn, og endeligt - den første rigtige pension. Som Bismarck satte han årstallet til 65, men i og med flertallet døde som 63årige flyttede han det til 62. Et pensions-år betalt af staten, finansieret over lønnen, var normen. I Danmark har vi Kanslergadeforliget, der bl.a betyder livrente eller aldersrente til syge og gamle.
1934: Du klamrer dig til samlebåndet
De gamle nægter at forlade arbejdsmarkedet og gå på den nødvendige pension. Fabriksejerne skruer på bedste Chaplin-manér samlebåndende op i høj hastighed. Men du arbejder bare endnu hurtigere. Du har virkeligt ikke lyst til at forlade arbejdspladsen for evigt.
1935: Du bliver tvunget med penge til at gå på pension
Det bliver indlysende at den eneste måde at få dig til at forlade arbejdsmarkedet er at betale dig så meget, at du ikke kan sige nej. De fleste pensionister ønsker, at de kunne arbejde. Det er svært at vænne sig til ikke at lave noget. Ca. 25% af pensionisterne starter deres egne virksomheder.
Eleanor Roosevelt kører på med kampagnerne i samarbejde med sundhedssektoren for at overbevise amerikanerne om, at gammel betyder træt, og at man fortjener lige at få et par gode år, før man stiller træskoene. Et tanke, der ikke havde hold i virkeligheden, men som med tiden blev normalt og bredte sig til resten af industrilandene.
Retirement - because you're worth it!
2. Verdenskrig: Og nu vil de ha’ dig tilbage igen
Unge mænd sendes i krig, og der er mangel på arbejdskraft. Alt dur: kvinder, gamle, børn. Du suges tilbage på arbejdsmarkedet. Pga lønfrysninger indfører private virksomheder pensioner for at kunne tiltrække arbejdskraft. De mindre flinke virksomheder spekulerer selvfølgeligt i aldrig at udbetale dem; frøene er sået til fagforeningernes og de politiske partiers velfærdsreformer.
1950: Lev stærkt, dø ung
Middellevetiden for en arbejdsmand falder til 44. Dit liv er hårdt, snavset, farligt og brutalt. Hvis du er kvinde er det værre.
1955: Du binder dine børn til en flagstang
Traktoren gør 1 million danskere arbejdsløse. Du flytter fra landet til byen og tager heste, grise, køer og får med. Institutioner er for de velhavende, så mens du arbejder binder du en snor i dine små børn, så de kan lege i sikker afstand fra trafikken. Du skal til at vænne dig til noget helt nyt, nemlig fritid. Og med det også ideen om, at den sidste fase i livet ikke længere handler om dødsforberedelse, men kan gå hen og blive en belønning for alt dit sure slid.
1970erne: Ungdomsoprør, den gamle hvide mand begynder at vakle
Nu kan de unge lige pludseligt godt være kloge og bestemme ting. De hopper foran i køerne, vælter mure, bryder grænser, blander alting sammen, ryger hash og spiller guitar. De får gamle mennesker til at virke virkeligt gamle. Og sure.
1980erne: Individualisering og en ny frihed
Hov! Der er noget, der hedder spaghetti. Og rødvin og olivenolie og charterture til sol og varme. Børnene er flyttet hjemmefra, du har sparret gode penge op, huset er blevet isoleret og du er for første gang i verdenshistorien ikke længere bange for, om der er nok. Du er mere bange for ikke at få levet. Du hører dig selv sige “åh, hvor jeg glæder mig til at gå på pension”. Det føles dog alligevel lidt grænseoverskridende at forlade arbejdsmarkedet. Men hallo, der er jo huset i Spanien og golfbanen der skal passes.
1990erne: Det stikker helt af
Alle har ret til et fedt køkken. Og en ny bil. Og en lang ferie. Og en flot hat og en taske til 10.000 kr.Pension bliver til passion- ikke det ene lysegrå år eller 3 med cerut til du løber tør for krudt, men mange, mange timer der skal fyldes med rødvin og bøger og rejser og oplevelser. De ældre reduceres til de stærke livsnydere på den ene side, og de ressourcesvage stakler på den anden. Mareridtet er at havne i systemets kolde hænder, hvor maden er dårlig og alt lugter af tis. Pensionsselskaberne synes kun at interessere sig for de rige, som f.eks. kan komme på turisttur i rummet eller lære hvordan deres mange penge kan gi’ et endnu større afkast. Mere, større, federe er tidens mantra. Denne ældregruppes store tabu er, at de tror de er mega-socialt indstillede. Men de er vant til at "samfundet" fikser den. Så de rige ældre sympatiserer med de fattige ældre - men de rører ikke en finger for at ændre på situationen.
00erne: Finanskrise og angst
Verdens dominobrikker vælter og afslører hvor spinkelt samfundet er indrettet. Politik er blevet for stort til de små problemer, og for småt til de store. Politik handler næsten kun om ressourcefordeling og adfærdskontrol udfra en grundtanke om at der er for lidt - hvilket passer perfekt til den store gruppe af fortidens ældre, der kender det som "sandheden", og den endnu større gruppe af nutidens ældre, der skal bruge hver krone af det, de har på sig selv.
Ingen har trænet at kunne lave visioner og kunne eksperimentere, og for at styre dig får du hele tiden at vide, at du skal holde dig på måtten (den gamle støvede måtte, forstås).Vær bange - for verden er farlig.Hvis du tror du kan uden de gamle partier, fagbevægelsen og den klassiske pensionsopsparing er du en asocial, couch-surferende, møgforkælet prækariat-type, der nok skal mærke smækket lige om lidt. Intet kan løses uden nye former for samarbejde, men eliten tør ikke slippe magten. De fremstår derfor endnu mere verdensfjerne og elitære, og folk trækker sig fra de traditionelle løsninger. Du har vænnet dig til en vis levestandard, og begynder at se i øjnene at livet faktisk er ret langt. Og alderdommen - måske - ikke så ubehagelig, som du havde regnet med. Måske kan du blive gammel OG samtidigt sejere, klogere og stærkere. Og måske det ikke er for sent atblive fotomodel? Elleriværksætter. Eller starte enbedsteforældreskole.
10erne: Vild med dans og den store bagedyst
Verden er et utroligt kompliceret sted. Og man bliver nemt bange og apatisk. Men det du gjorde i går virker ikke længere, og du ved godt, at du er nødt til at prøve noget nyt. Jo ældre du bliver, jo mindre pis gider du finde dig i - oprøret ulmer: Som det at have en holdning til tingene. Som du selv har tænkt dig frem til. Detikkeat gøre som “man skal”, vælge avisen og tv fra, slukke for mobilen og tænke meget mere i brug for end forbrug. Du elsker at se folk lykkes på tv - når de danser og bager eller bor på en gård og laver alting selv. Helt almindelige mennesker, der kan meget mere end de troede, når de får de rigtige rammer. Måske det også kunne være mig, tænker du? Måske er der helt nye veje at gå? Måske jeg skal mestre noget nyt? Og omgive mig med de for fede venner? I alle aldre? Så de ikke allesammen kradser af på én gang?
Fremtiden: Fra pedeller til rebeller
Da traktoren kom i 1950erne flyttede en million danskere fra land til by og blev uddannet til “pedeller”: velopdragne, afrettede borgere, der løste opgaver uden at blande sig i hinandens ting.
Reparation, vedligeholdelse og udbygning var dagens dont; ikke at lave tingene helt om.
Men - “rebellerne” med deres alderdomsoprør lurer lige om hjørnet.
Fordi du ikke orker alt det bullshit og standardløsninger, der ikke fungerer.
Fordi du ser andre lykkes med deres idéer, og fordi verden aldrig har været så rig på muligheder, som den er nu.
Fordi du nok bliver ældre, men ikke føler dig gammel.
Du er ikke bange mere. Når du kigger tilbage kan du se, at katastrofekapitalisme og bekymringsindustri blev skabt i efterkrigstiden, som en måde at skabe rigtig meget godt på - men også at banke folk på plads.
Er du ikke bange for ...
Er du ikke bekymret for ...
Næh. Dødsangst er alligevel noget, der ramme de unge. Det går over med alderen.
Du ser fremtiden som den kommer og møder den - ikke fyldt med indebrændte bekymringer - men med livskraft, nysgerrighed og vilje til at eksperimentere.
Co-creation og crowdfunding bliver normale måder at udvikle løsninger på. De unge lærer økonomisk husholdning i skolen og en typisk konfirmationsgave bliver et medlemskab til en fagbevægelses-FIRE-træningsgruppe (Financial Independent Retire Early, hvor man lærer at blive økonomisk uafhængig inden man fylder 30, så man kan arbejde med det, man brænder mest for resten af livet uden at skulle bekymre sig ret meget om penge).
Fast arbejde er for de få - alle andre arbejder som projektansatte, vikarer, freelancere og selvstændige. I mange jobs er der kamp om timerne, men få behøves at knokkelarbejde fra morgen til aften.
Vi orienterer os mod “landsbyen” - det lokale, hvor vi passer på hinanden. Kommunen er ikke længere en bygning men et fællesskab. Dem der før var på kontanthjælp er på borgerløn og vælger selv, hvad de vil hjælpe med i det lokale. Vi belønnes i højere grad for at gøre det rigtige - er man f.eks. sygemeldt eller arbejdsløs belønnes man for at motionere, være en god samfundsborger, studere og eksperimentere med, hvad man har at byde på.
Pensionen er afskaffet - og vi holder pauser gennem livet i stedet for.
Med stort ansvar og interesse for både egen og andres lykke.
.webp)
